Intens bund-fight

24. november 2023 - Michael Hentrich


Lirim Qamili. Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis

Hvidovre fik i dag besøg af med-kombatanterne fra Vejle Boldklub i bunden af superligaen, trods 6 points forskel. Ovenpå sejren over OB, så var der en summen over, at det ville være muligt at skrabe flere point sammen, og at det ville være muligt mod Vejle.
Da referatet er taget fra fjernsynet grundet undertegnedes force majeure (læs influenza), så er der, desværre, ingen kommentar fra Frandsen i dag. Men den skal nok være tilbage i næste uge.

Kampen starter lidt stille ud, og det er Vejle, der kommer først afsted, da de er lige ved at smuttet igennem Hvidovre-forsvaret, men en ihærdig indsats af Ahmed Iljazovski, der får løbet helt på tværs i feltet, gør at han får blokeret og brudt.
8. minut. Et Vejle-frispark sendes højt i feltet, hvor der heades af ??, men ingen sag for Filip Djukic at gribe hovedstødet ud. 10. minut. HIF får brudt et Vejle-opspil, men mister desværre hurtigt bolden igen, og bliver fanget i ubalance, hvor bolden ud på kanten til German Onugkha, som trækker ind i feltet, og banker bolden op i nettaget over Filip Djukic.
HIF virker lidt rystet efter dette, men kommer sig hurtigt og tre minutter senere får de lagt et godt pres, og Tobias Thomsen får lagt bagud til Marcus Lindberg, som fra kanten af feltet sparker lagt over mål. Lirim Qamili viser sin hurtighed i det 15. minut, da han overløber Vejle-backen, og går mod baglinjen, men desværre bliver trækket for langt, og ryger til målspark. 17. minut, der spilles dybt til Tobias Thomsen, som forsøger et indlæg, men det bliver for langt, og løber ud igen.
20. minut. HIF lader bolden køre rundt og holder Vejle stangen. Det ender med et indlæg, som ligger lidt for tæt på mål, og Vejles målmand Nathan Trott, kommer ud og griber. 28. minut. Frispark til HIF, som Magnus Fredslund sender højt i feltet, hvor Vejle i første omgang afviser, men bolden ryger igen ud til "Freds" som trækker mod baglinjen, og får et hjørnespark ud af det. 31. minut. Et frispark til HIF sendes op gennem Vejle-kæderne og frem til Marcus Lindberg, som fra kanten af feltet trykker af, men lige på Vejles målmand.
35. minut. HIF lader virkeligt bolden gøre arbejdet nu. Vejle er lidt statister, og Magnus Fredslund får sendt et godt indlæg i feltet til bagerste stolpe, og her står, selvfølgelig, Tobias Thomsen, og med sin tredje hovedstødsscoring i to kampe, sender han udligningen forbi Vejle-målmanden. Flot flot scoring. 38. minut. Scoringen har virkelig givet HIF blod på tanden, og Vejle presses højt, men desværre ender det med at Magnus Fredslund får lavet frispark. 40. minut. Lindberg får lagt godt i feltet, hvor Tobias Thomsen igen er på pletten med et hovedstød, men denne gang kommer der ingen scoring ud af det. Og 1 minut inde i halvlegens overtid, får Lindberg lagt et fint indlæg i feltet, hvor Christian "Greko" Jakobsen med hovedet flækker bolden videre, og kun en glimrende redning af Vejles målmand nede ved stolpefoden gør, at HIF ikke går til pausen med en føring.
Alt i alt en fin første halvleg af HIF, trods en lidt nervøs start. Men det varer ikke længe, førend HIF overtager spillet, og i perioder får presset Vejle godt. Desværre kommer den anden scoring ikke, selvom der var muligheder til det.


Tobias Thomsen har udlignet, og lykønskes af Marcus Lindberg.
Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis.

I anden halvleg starter Vejle som lyn og torden, og får lagt et pres, men HIF får fint viftet af, og i stedet ender det med et pres den modsatte vej, uden at det dog fører til noget. Et godt angreb i det 49. minut, ender hos "Greko", der spiller ud på kanten til "Freds", som lægger i feltet, men afleveringen bliver for lang og går til målspark. De næste ti minutter bølger spillet frem og tilbage, dog med et lille overtag til Hvidovre-mandskabet, men uden at det bliver lige så markant som i første halvleg. Men Vejle kommer dog frem til en afslutning, som Djukic tager uden problemer. 60. minut. Et Vejle-angreb spilles dybt til en kæmpe offside til N'Gbakoto, men han får lov til at sende bolden i nettet, førend der vinkes. 61. minut. Vejle får nu lagt et tungt pres på Hvidovre-mandskabet, men klogt får forsvaret afvist. 63. minut. Lindberg mister bolden ved sidelinjen, og sætter Vejle i angreb, men den sidste dybe aflevering bliver heldigvis for lang og ryger til målspark.
66. minut. HIF får sat et godt angreb godt, og på trods af, at der bliver lavet et kæmpe frispark på Qamili lige uden for feltet, så får HIF fordelen, og Qamili prikker bolden videre til Iljazovski, som spiller skråt frem til  Andreas Kiel Smed, som afslutter, men en lang fod fra Albentosa, sender bolden til hjørnespark. 70. minut. Et godt HIF-angreb spilles bredt ud til "Freds", som får lagt et indlæg, men det ligger for tæt på mål, og lige i hænderne på Vejle-keeperen. 72. minut. Ahmed Iljazovski forsøger sig langt udefra, men også langt over målet. 76. minut. Virkeligt fine kombinationer på højrekanten mellem "Freds" og Qamili, ender med en aflevering ind til Lindberg, som dog ikke får kontrol over bolden og muligheden løber ud over baglinjen. 78. minut. Marcus Lindberg laver et rigtigt dumt frispark midt på egen banehalvdel, og da han har et gult kort i forvejen, så er han godt klar over at det er farvel og tak, og uden de store protester, lister han ud af banen og i bad. 81. minut. Vejle har fået momentum efter udvisningen, og kommer til en afslutning langt ude fra, som Djukic, med en glimrende redning oppe under overlæggeren, må give hjørnespark på. 83. minut. Qamili tører en mand på kanten af feltet, og spiller højt til Tobias Thomsen, som tager bolden ned, og i samme bevægelsen får afsluttet, men desværre lige på målmanden.
86. minut. Vejle kommer til afslutning, men bolden ryger i sidenettet. 90. minut et indlæg i HIF-feltet bliver headet, men ender heldigvis lige i favnen på Djukic. 3 minutter inde i overtiden får Vejle et forsøg, som heldigvis ikke ender i noget. 95. minut. En lang stikning frem til debutaten Marco Ramkilde, som endelig er blevet skadesfri, hvor han er lige ved at slippe uden om Albentosa, men han får i stedet spillet Tobias Thomsen, men desværre kommer han ikke til afslutning, og efter dette fløjtes der af.

Et ganske udmærket point i dagens kamp. HIF var faktisk tættere på sejren, selvom Vejle kom mere frem i 2. halvleg, så endte det meste i offside og ingenting.

Kampstatistik kan ses på www.hifstorik.dk

Tobias Thomsen kåret til kampens spiller af publikum i samarbejde med Spar Nord, hele Hvidovres bank
Foto: Karsten Garde Madsen / Hvidovre Avis